Ny skoleleder i et aktivt lokalsamfund

PERNILLE ENGAMO ER LEDER AF ASFERG SKOLE MED TILKNYTTET SFO. FOTO: ANNELENE PETERSEN

Pernille Skaaning Engamo har allerede gjort gode iagttagelser.

Knud Mogensen Mariager avis

Asferg: Pernille Skaaning Engamo havde kun været leder af Asferg Skole præcis en uge, da dette interview blev til. Men allerede gjort gode iagttagelser:

– Skolen her er placeret i et meget aktivt lokalsamfund, hvor man også vil skolen. Jeg har talt mig frem til, at der i Asferg er mindst 10 foreninger, konstaterer Pernille Engamo, som hun foretrækker at blive kaldt. Og trykket skal vel at mærke lægges på den første stavelse i Engamo, for navnet har norsk oprindelse.

– Min mor er fra Norge, nemlig fra området ved Bodø, og hun og jeg er de eneste i Danmark, der har efternavnet Engamo, fortæller den 47-årige nytiltrådte skoleleder.

Pernille Engamo voksede op i Brønderslev og har en hf-eksamen fra Aalborghus Gymnasium, hvorefter hun i to år arbejdede i hotelbranchen i Graubünden i Schweiz.

Tvivl om, at hun ville uddanne sig til lærer, var der aldrig. Stedet blev Aarhus Seminarium, og studiet kom til at strække sig fra 1995 til år 2000, idet en fødsel i 1998 også lige skulle klares.Vorup Skole

Pernille Engamo fik sin første ansættelse ved Vorup Skole.

– Det var så heldigt, at en lærer havde sagt sin stilling op samme dag, som jeg bankede på døren, fortæller hun. Og arbejdsstedet forblev det samme., indtil skolen blev nedlagt.

Efter en kortere tid på Søndermarksskolen ansattes Pernille Engamo som læringsleder ved Marienhoffskolen i Ryomgård for derefter at virke som souschef ved det, der i dag hedder Skolernes Udviklingscenter i Randers.

Inden ansættelsen på Asferg Skole var Pernille Engamo leder af dagplejen i Favrskov Kommune.

Sideløbende med sit arbejde er Pernille Engamo godt i gang med en diplomuddannelse i ledelse. Uddannelsen varer tre år.Mor til fire

Pernille Engamo er selv mor til fire, de tre ældste fra sit første ægteskab.

Ældst er datteren Amalie, 22 år. Hun er rejst hjemmefra og studerer jura ved Københavns Universitet.

Frederik på 19 år holder et sabbatår, men det bruges på en helt usædvanlig måde. Den unge mand er nemlig på det danske landshold i Ultimate Frisbee og spiller for en klub i Aarhus.

Christian på 17 år er elev på Favrskov Gymnasium i Hadsten.

Sammen med sin mand, ingeniør Simon Vognsen, har Pernille Engamo en søn på syv år. Han er opkaldt efter sin oldefar, Jens Vognsen, stifter at det kendte ingeniørfirma med base i Dronningborg.

Privatbopælen er Hadsten, og i den fritid, som er absolut overskuelig, slapper Pernille Engamo gerne af med en rask aftentur. Desuden kan der kobles af i sommerhuset i Hegedal.

Skriv et svar