Hvad skuer mit øje… Hvor Ejstrupvej stopper brat og bliver til mark, rejser et dige sig af landskabet og løber sydover så langt øjet rækker. En tavle på stedet fortæller, at jordvolden hedder Dandiget, og at diget ikke er et almindeligt skeldige. Det er vist på gamle kort, hvor man målte i fod og alen. Og udgravninger i forbindelse med byggeriet af motorvej E45 i begyndelsen af 1990’erne har påvist, at volden skulle være anlagt helt tilbage i den tidlige jernalder – altså engang omkring Jesu fødsel.
Dandiget ved Asferg er en såkaldt folkevold. Og skønt volden skulle have et par tusinde år på bagen, er den stadig bevaret over en næsten halvanden kilometer lang strækning som et op til to meter højt dige.
Der er dog langt fra fordums storhed med palisadeværn og porte. På afstand minder Dandiget i dag mest af alt et højt skeldige mellem de opdyrkede marker. Men tag ikke fejl. Diget er ej blot et markskel. Det er stadig sogneskel mellem Fårup og Asferg sogne, ligesom den østlige ende af diget markerer, at her går grænsen mellem Ejstrup og Asferg bys jorder.
En kulturgrænse …
Dandiget afskærer et nordvendt næs mod Kåtbækken mellem Purhus og Ejstrup og menes altså at være en folkevold. Folkevoldenes historie har undervejs til vore dage fortabt sig i det uvisse. Men så har man da heldigvis lov til at gisne. Tænke sit helt eget om, hvordan verden så ud dengang på de her kanter. Hvad man levede af, og hvordan man overlevede. Og hvad det mon var for en slags samfund.
Der har utvivlsomt været kortere vej fra liv til død dengang. Måske var Dandiget grænsen til det ukendte land eller blev brugt til at adskille ”os” fra ”dem” mellem to af datidens små høvdingedømmer, som ønskede at bevare deres kulturelle egenart.
Tilsvarende lange jordvolde som Dandiget kendes fra andre steder i Danmark. Her har udgravninger vist, at voldanlæggene ofte var forsynet med en eller flere palisaderækker. Om Dandiget skulle have været udstyret med palisader på toppen, har det dog næppe haft en større forsvarsmæssig betydning, hvilket kunne styrke teorien om, at folkevoldene måske bare har markeret grænserne mellem de territorier, som jernalderens stammesamfund opdelte landet i.
Måske datidens toldmur
Dannevirke tværs over Jyllands gamle grænse mod Tyskland er den mest kendte af ”vores” folkevolde. Den ligger – som voldene gør mest – strategisk i landskabet i forbindelse med et vådbundsområde. På et sted hvor landskabets udformning naturligt har sørget for en koncentration af færdslen. At folkevoldene typisk optræder i områder, hvor færdslen var koncentreret, kunne godt nære en tanke om, at voldene måske var andet og mere end blot en grænse mellem territorier. Hvorfor lægge så mange kræfter i at bygge en vold, hvis den alligevel ikke kunne – eller skulle – holde en fjende ude. Det var måske kimen til den jyske kræmmersjæl, der kom til udtryk? Måske voldene i stedet var en slags fysiske toldmure? Jeg kan lige høre det for mig en mørk nat udenfor palisadeporten: ”Holdt, du der med kærren! Vi skal lige se, om du har noget, der kan deles med flere…”
Efter romersk forbillede
Folkevoldene er formentlig anlagt efter romersk forbillede. De folk, der boede i Jylland i den tidlige jernalder må have kendt til ”Limes”, der markerede Romerrigets nordgrænse mod Germanien. Der var nemlig en livlig handel mellem nordboerne og Romerriget, der fik korn og huder til gengæld for luksusvarer som kunsthåndværk, glas, keramik og støbte bronzer.
Den del af Dandiget, som er bevaret i dag, ligger øst for motorvejen ved Purhus. Diget kan ses fra motorvejen, men det opleves bedst fra den nu afskårne Ejstrupvej, der – indtil motorvejen huggede den over i to – forbandt Asferg og Fårup.
I forbindelse anlæggelsen af E45 i 1991 fik Kulturhistorisk Museum i Randers en lejlighed til at undersøge området, hvor motorvejen gennemskar en del af Dandiget, som har ligget næsten parallelt med Ejstrupvej og blev fjernet allerede i 1940’erne. Her kunne Dandigets forløb stadig tydeligt ses under markens pløjelag som en lys bræmme med tre meter brede og en meter dybe grøfter på hver side.
Grøfterne har næppe været der for at kunne forstærke et eventuelt forsvar af diget, men er sikkert opstået naturligt, da man opgravede jorden for at lave diget. I den nordlige grøft lå også en ca. 20 meter lang og 30 til 60 centimeter bred stenlægning. Den har måske skullet stabilisere diget eller har understøttet nogle trækonstruktioner i grøften.
Et vandresagn
Udgravningerne i 1991 bragte ikke nyt, der kunne føre til en nærmere datering af Dandiget. Man fandt dog mellem grøfterne og under diget spor efter fire brandgrave og en urnegrav. Udover de brændte menneskeben indeholdt kun en af de stærkt ødelagte brandgrave oldsager. Det var en syv centimeter lang bronzenål, som daterer graven til sen bronzealder eller tidlig jernalder.
Da Dandiget ligger ovenpå gravene, må diget være opført senere. Den generelle opfattelse er da også, at folkevoldene tilhører den tidlige del af jernalderen omkring år 0.
Dandiget har fået sit navn efter sagnkongen Dan, der efter sigende skulle være faldet her i et stort slag. Samme kong Dan er dog tilknyttet adskillige andre fortidsminder i Danmark, især gravhøje, hvorfor der er tale om et såkaldt vandresagn.